Global Opvarmning

Temperaturen på jorden har gennem tiden svinget. Men i de seneste 30 år har man set en eksplosiv vækst, som eksperter mener skyldes udledninger af drivhusgasserm såsom CO₂. Disse drivhusgasser er naturlige, og produceres når noget eksempelvis brændes af.

Konsekvenserne af global opvarmning kan blive katastrofale. Hvis den globale opvarmning bliver ved, må man forvente, at vi får et klima som i stenalderen, og selv hvis varmen bare forsætter ca. som den nuværende temperatur, så vil Grønlands indlandsis på længere sigt smelte - ikke så meget på grund af temperaturen, men fordi den sne, som er faldet efter sidste istid er blødere, og derfor hurtigere glider ud i havet som isbjerge. Det vil sige at iskappen synker sammen og derved bliver lavere, og derved bliver det område, hvor der falder mere sne end der smelter gradvis mindre og mindre. Indlandsisen overlevede stenalderens varme, fordi isen var så stiv og tykflydende, og fordi at overkanten var højere end i dag.

Klimaændringerne medfører flere tilfælde af ekstrem varme, ekstreme storme, ekstreme tørkeperioder, ekstreme oversvømmelser, ekstrem nedbør og hyppigere tilfælde af det fænomen, som kaldes El Niño, og som indebærer ændrede temperaturer i havoverfladen i Stillehavet og deraf følgende ændrede klimaforhold i det tropiske bælte rundt om kloden.

En række øsamfund er truet af højere vandstand, fordi højere temperatur dels får vandet i havene til at udvide sig, og dels øger mængden af havvand ved afsmeltning af is.

Naturen har allerede reageret på klimaændringerne. Det gælder både dyr og planter. Udbredelsesområder er flyttet, vækstsæsoner er forrykket, og forplantningstidspunkter er ændret. Nogle organismer er bedre til at flytte sig eller ændre sig end andre, mens f.eks. træer ikke lige kan ændre voksested. Det betyder, at balancen i de økologiske systemer ændres.

Havene er også berørt. Varmere have, større tilførsel af ferskvand og øget tilskud af kuldioxid til havvandet har betydning for bl.a. vandets temperatur, surhedsgrad og saltindhold. Det kan få meget store konsekvenser, og nogle ændringer er allerede sket. Visse fiskearter har f.eks. ændret deres udbredelsesområde, men koralrevene, der ikke har mulighed for at flytte sig, er særlig udsatte.

Både på land og i havet er der risiko for uddøen på grund af globale klimaændringer. De globale klimaændringer sker nu hurtigere end det tidligere er sket, måske bortset fra de katastrofale massedød-perioder, hvor 60-90% af Jordens liv uddøde i forskellige tidsrum tilbage i Jordens fortid. (Men selv disse store miljøændringer skete måske langsommere, end vi nu ser det. Det var begivenheder, som ligger mange millioner af år tilbage, og som måske i nogle tilfælde skyldtes meteornedslag.)

Den globale opvarmning medfører risiko for, at varme havstrømme som Golfstrømmen kan ændre retning eller ophøre. Isen på Antarktis, Grønland og høje bjerge kan smelte, og der er tegn på, at det sker.

Global opvarmning kan give problemer med at finde ferskvand mange steder i verden - på trods af at nedbøren generelt øges. Mulighederne for kunstvanding kan forringes. Jordbunden kan komme til at lide af vandstress og saltophobning. Det kan få negative følger for mulighederne for at skaffe fødevarer nok til den voksende befolkning.

Tidligere tiders klimaskift kan undersøges ved at studere boreprøver af Grønlands og Antarktis’ indlandsis, og de viser, at globale klimaændringer kan ske forbavsende hurtigt: inden for en menneskealder eller endnu hurtigere - og af helt naturlige årsager. Det skyldes feedbackmekanismer, som menneskelige aktiviteter også kan forstærke.

Solen har indflydelse på Jordens klima, men den globale klimaændring, som er konstateret, kan ikke med den nuværende viden forklares alene med indflydelsen fra solen. Derimod kan solens aktivitet medføre, at en menneskeskabt klimaændring bliver mere skadelig, hvis der samtidig sker klimaændringer på grund af øget solindstråling.

Der er tegn på, at visse forhold, bl.a. skyer over den nordlige halvkugle og luftforurening, modvirker den globale opvarmning, og hvis disse faktorer ændres, vil den globale opvarmning derfor kunne ske endnu hurtigere i fremtiden.

Udsendelse af kuldioxid og - udløst af den globale opvarmning - også udsendelse af metan (se metanhydrat) samt en række andre gasser øger drivhuseffekten, som forhindrer varmestråling fra landjordens og havenes overflade i at forsvinde væk fra Jorden til universet.

En række tilbagekoblingsfænomener, de såkaldte feedbackmekanismer, øger tendenserne mod global opvarmning. Nogle feedbackmekanismer er yderst kraftigt virkende og kan overraske, da man i flere tilfælde ikke kan beregne dem med sikkerhed. Skydannelser (se albedo) er en faktor, som er meget betydningsfuld, og som er meget vanskelig at beregne. Risikoen for udløsning af kolossale metanholdige lagre i havbunden er en anden faktor, som er vanskelig at forudsige.

Der er internationale, politiske diskussioner i gang om at begrænse bl.a. kuldioxidudslippet, men landene har vanskeligt ved at blive enige herom, og der er end ikke generel, politisk vilje til at gennemføre ændringer, som er meget små ud fra en global betragtning. Kuldioxid er endda ikke hele problemet, for den meget kraftige stigning i atmosfærens indhold af kvælstofforbindelser har også en stor og formentlig i høj grad overset betydning. Det har politisk betydning, at kvælstofforureningen er meget vanskeligere at forklare populært end kuldioxidforureningen (da kvælstofkredsløbet er yderst komplekst, medens kulstofkredsløbet er langt mere simpelt).